Erhvervsdag med 33 virksomheder på MARTEC
19.11.2019 | Af: Kanal Frederikshavn
Traditionen tro slog MARTEC dørene op til årets Erhvervsdag. 33 virksomheder fra hele landet havde fundet vej til Frederikshavn.
De deltagende virksomheder var meget tilfredse med de studerendes engagement og målrettethed, og når man spørger de studerende, tyder det på, at de er på bølgelængde med virksomhederne.
- Det er en super mulighed for at møde virksomhederne og tale praktikpladser, som er relevante for mange af os lige nu. Men det giver også et rigtig godt billede af det arbejdsmarked, som vi uddanner os til. Det er fantastisk, at virksomheder har lyst til at komme her til os og fortælle om det, de kan tilbyde. Og så er det også ret sjovt at møde tidligere studerende på standene, som - udover at fortælle anekdoter fra deres studieliv - også giver et godt billede af, hvordan de bruger det, de har lært på studiet i det virkelige liv, fortæller Jakob Levi Haslund, maskinmesterstuderende på MARTEC.
For direktør Pia Ankerstjerne er Erhvervsdagen vigtig både i forhold til MARTECs mission om at levere kompetent arbejdskraft til industrien, men også for at sikre fortsat erhvervsøkonomisk vækst i regionen.
- Med Erhvervsdagen sikrer vi en god kontakt til virksomheder over hele landet. Vi er glade for det tætte samarbejde og for, at virksomhederne byder ind med gæsteundervisning og i øvrigt inviterer vores studerende indenfor for at opleve deres hverdag. På Erhvervsdagen får virksomheder mulighed for at møde vores studerende, se dem i øjnene og måske endda indgå aftale om en praktikplads eller et bachelorprojekt, siger Pia Ankerstjerne.
Alle deltagende virksomheder får tilbuddet om at lave et oplæg for de studerende om formiddagen samt at stille en stand op i skolens Multisal. På den måde kan virksomheder, der ikke umiddelbart har et bredt kendt navn eller ligger langt fra Nordjylland og de studerendes nærmiljø, snakke direkte til de studerende og måske åbne deres øjne for andre områder.
- Det er en virkelig god mulighed for at vise vejen ind i en virksomhed som vores. Som nyuddannet eller som studerende kan det godt være lidt svært at se sig selv ude i virksomhederne. Maskinmesteren er en meget alsidig uddannelse, og at vi kan vise de forskellige ting ,vi kan tilbyde, i forhold til praktik eller samarbejde, og at en bestemt rolle kan føre til mange forskellige muligheder i en virksomhed, er helt fantastisk. Vi ligger langt fra Frederikshavn, men vi håber da også på, at vi med vores besøg her i dag, også kan inspirere maskinmestrene til at vende blikket lidt mere syd på, siger Inge-Louise Linderoth Lolck, HR-Manager, Hoyer Motors i Hadsten.
Den store interesse er udtryk for, at industrien efterspørger højt uddannet teknisk og maritim arbejdskraft. Alle MARTECs uddannelser er kendetegnet ved at bygge på håndværksmæssig og praktisk erfaring som kan anvendes både på land og til søs. Praktikken kombineres med bred teoretisk viden om teknologi, ledelse, miljø og sikkerhed. Dimittender fra MARTEC har færdigheder som er efterspurgte af industrien, hvilket tydeligt kan aflæses i de lave ledighedstal og gode lønninger.
Følgende virksomheder deltog i Erhvervsdagen på MARTEC:
• Alfa Laval
• AVV
• Bila
• BlueWorldTechnologies
• Bravida
• CUBIC
• Danske Rederier
• Desmi
• Erhvervshus Nord
• Esvagt
• Fjord Line
• FL Smidth
• Forsvaret
• Green Instruments
• Grundfos
• Hoyer Motors
• HYTEK A/S
• iDOC
• IGE-XAO Nordic
• JKS Rekruttering
• KEMI-TECH
• LE34 A/S
• Logimatic
• Mariendal El-Teknik A/S
• MoveNorth
• MÆRSK Line
• Nord Elektro
• pBang
• Riantics
• Rohde Nielsen A/S
• Spar Nord
• Technor
• TME Solutions
• VMS Group
• Wärtsila
• Aalborg CSP